Ring tlf. 8618 6846 (kl. 9-15)

Tvangsarvstestamente

Brug programmet til at finde ud af hvem dine arvinger er

Hvad er et tvangsarvstestamente?

Et tvangsarvstestamente er et kaldenavn for en bestemt type testamenter, hvor et eller flere af børnene skal arve mindst muligt, mens resten skal tilfalde de øvrige børn.

Konkret sikrer et tvangsarvstestamente grundlæggende følgende 2 ting:

  1. Den længstlevende arver mest muligt. Samtlige børn må i første omgang nøjes med deres tvangsarv. Har ægtefællerne fælleseje/delingsformue, vil den længstlevende ægtefælle kunne beholde 15/16 af den samlede formue. Førstafdødes børn må dele 1/16. Længstlevende ægtefælle kan typisk ikke sidde i uskiftet bo med de (sær)børn, hvis arv er blevet beskåret til tvangsarven, idet særbørnene ikke ønsker at give deres samtykke.
  2. Ved den længstlevendes død, er det kun bestemte børn, der skal arve. Testamentet sørger for, at så lidt som muligt tilfalder den pågældende. Resten tilfalder øvrige børn. Typisk vil der også være bestemmelser, der sikrer, at at de øvrige børn har fortrinsret til at vælge, hvilke genstande de vil arve, mens den pågældende får alene får sin tvangsarv i f.eks. kontanter.
 

Typisk målgruppe

Et tvangsarvstestamente kan anvendes af såvel enlige, ugifte samlevende og ægtefæller, der har flere børn.

Typisk vil der være tale om par, hvor eksempelvis mandens særbørn fra tidligere forhold ikke er kommet med i den nye familiedannelse. Parret ønsker ikke, at mandens særbørn skal arve mere end deres tvangsarv, mens mest muligt skal tilfalde eksempelvis deres fælles børn/hustruens særbørn.

Mit Testamente | Ældre Sagens Advokatforbindelse

Testamentet kan “fremtidssikres”, så der tages højde for, at der senere kunne komme (flere) fællesbørn, som også skal indgå i arvedelingen.

Der kan også være andre begrundelser for at minimere særbørnenes arv til tvangsarven, eksempelvis at særbørnene er ældre og har gode indkomster, mens fællesbørnene er mindreårige og har større økonomisk behov for at arve.

Ønsker du at få et konkret regneeksempel vedrørende, hvorledes arven i din familie vil blive fordelt med og uden et tvangsarvstestamente, er du velkommen til at kontakte Ældre Sagens advokatforbindelse – vi laver regneeksemplet gratis.

Andre løsninger, der ligner

Ikke to familier er helt ens, og det afspejler sig i udformningen af testamenter. Der findes et utal af variationer, men eksempelvis ser man ofte:

  • Variation 1: At ægtefællerne begge har særbørn, men et eller flere af børnene skal arve så lidt som muligt (tvangsarv), mens resten skal deles ligeligt mellem de øvrige sær- og fællesbørn.

    Denne type testamente er en blanding mellem ovennævnte tvangsarvstestamente og så det såkaldte ligedelingstestamente. Hos MitTestamente har vi stor erfaring i at skræddersy denne type blandede testamenter, som i daglig tale betegnes “hybridtestamenter”.

  • Variation 2: At testamentet suppleres med en ægtepagt, for på den måde at sikre, at den længstlevende (eksempelvis hustruen) kan beholde mest muligt, hvis manden dør først. Hustruen kan således beholde sit eget (fuldstændige) særeje, mens hun i kraft af testamentet udtager 15/16 af mandens formue, der bliver fælleseje/delingsformue ved hans død.

    Ejer ægtefællerne lige meget, vil hun samlet kunne beholde 31/32 af den samlede formue. Ejer ægtefællerne alle væsentlige aktiver i lige sameje (begges navne står på skødet m.v.), vil de ved at oprette en ægtepagt om særeje vedrørende aktiver i lige sameje, kunne sikre, at den længstlevende kan udtage 31/32 af de i lige sameje ejede aktiver, såsom boligen.

2.a. Ægtepagten om særeje kan skræddersys på flere forskellige måder – eksempelvis således, at mandens særeje både bliver til fælleseje/delingsformue, hvis han dør først og sidst. Denne type særeje (kombinationssæreje type 3) benyttes for at sikre at mandens særbørn arver så lidt som muligt, hvis manden lever længst og evt. sidder i uskiftet bo til sin død.

2.b. I mere vidtgående tilfælde er det også muligt at lave en gaveægtepagt, hvor manden overfører alle sine væsentlige værdier (boligen, bil m.v.) til hustruen, og samtidig lader det blive hustruens særeje. Fordelen ved denne løsning er, at manden så at sige “blanker sig af” og derfor ikke efterlader noget særligt at arve ved sin død. Hustruen ejer alle væsentlige værdier.

  • ULEMPEN ved denne løsning er, at manden stiller sig selv særdeles ringe i tilfælde af en evt. skilsmisse, hvis alle ejendele tilhører hustruen som særeje! En så vidtgående løsning kan derfor sjældent anbefales – manden kan beholde sin halvpart af værdierne ved skilsmisse og samtidig sikre hustruen 31/32 af værdierne, hvis de sørger for at eje dem i lige sameje (løsning 2.a.). Det er med andre ord alene en forøgelse af hustruens arv med 1/32 (ca 3%) af værdierne, som gaveægtepagten medfører – men gaveægtepagten formindsker mandens andel ved skilsmisse fra halvdelen til 0%.

Læs også: Overvej dette før du giver alt til konen

Sådan bestiller du

Ønsker du/I et tvangsarvstestamente, kan det bestilles via knappen nedenfor.

Bestillingen foregår ved, at du svarer på spørgsmålene i vort særlige spørgeskema. Du kan eventuelt i spørgeskemaet anføre under “Særlige Ønsker”, at det er tvangsarvstestamente, der ønskes – selvom det dog vil fremgå af dine indtastede ønsker i øvrigt.

Du kan læse mere om bestillingen her.

Mit Testamente | Ældre Sagens Advokatforbindelse

Spørg advokaten

Har I spørgsmål til ovennævnte tekst, eller ønsker at høre, hvorvidt et tvangsarvstestamente ville være egnet for netop jer, er du/I velkomne til at kontakte os.

Ønsker I at oprette et tvangsarvstestamente?